Langtidsholdbare ledere forstår betydningen af benhård prioritering
1. marts 2020 2023-07-02 16:53Langtidsholdbare ledere forstår betydningen af benhård prioritering
Som leder er der én ting, du kan være helt sikker på – der er altid nye opgaver, du kan kaste dig over. Ligeså sikkert er det, at du ikke kan nå det hele. Det skal du heller ikke, for vil du skabe resultater med langtidsholdbar ledelse og selv være langtidsholdbar som leder, så skal du prioritere benhårdt – ikke kun nogle gange, men hver dag! Det kræver, at du både får styr på din to-do-liste og mindst ligeså vigtigt din not-to-do-liste. I vores artikelserie om langtidsholdbar ledelse har vi denne gang samlet 6 gode råd til dig, som vil have bedre styr på dine prioriteter og mere tid til det, som er vigtigt for dig som leder – både nu og på den lange bane.
Den succesfulde og langtidsholdbare leder skaber tid til ledelse og prioriterer sin kostbare tid ved at skære helt ind til benet – også selv om det gør lidt ondt en gang imellem – og fokuserer kun på dét, som bidrager positivt til lederskabet.
Som ledelsesrådgivere har vi dog erfaret, hvordan mange ledere helt ubevidst lader sig styre af de udefrakommende krav om større effektivitet og flere leverancer uden på noget tidspunkt at sætte spørgsmålstegn ved eller tage dialogen om egne prioriteter i hverdagen. Ukritisk forsøger mange ledere således at efterleve de stigende krav ved selv at løbe stærkere og stærkere, og det sker på bekostning af dét, som er vigtigst – nemlig tiden til ledelse.
Alle opgaver har ikke førsteprioritet
Mange ledere er ’vokset op gennem hierarkiet’ og er blevet forfremmet fra medarbejder til leder på grund af deres flotte resultater som specialister, og netop for denne gruppe af ledere kan benhård prioritering være en særlig stor udfordring. Når presset bliver stort og hverdagen hektisk, sker der nemlig ofte det, at de helt ubevidst falder tilbage i rollen som fagspecialisten, der mere har øje for eget skrivebord end teamet omkring sig. Før de får set sig om, er de endt i en ond spiral, hvor de selv løber hurtigere og hurtigere, ’glemmer’ at uddelegere opgaverne, får dybt frustrerede medarbejdere – og generelt har alt for lidt tid til ledelse.
6 gode råd som sætter dig i førersædet
Nedenfor har vi samlet 6 gode råd til dig, der som leder vil opnå mere succes og skabe mærkbare resultater via et kontinuerligt, dagligt arbejde med egne ledelsesprioriteter:
- Ryd op i din kalender og fokuser din to-do-liste: Det letteste er faktisk at starte med at lave en not-to-do-liste over de opgaver og møder, som ikke bidrager væsentligt til løsningen af dine kerneopgaver. Langtidsparker not-to-do-opgaverne og meld fra over for de uproduktive møder.
- Ryd op i dine relationer: Mennesker tager tid, og nogle relationer tager mere tid end andre relationer – nogle tager sågar al din energi. Se på alle dine relationer og vurdér, hvem der dels giver dig fornyet energi og vigtigst, hvem der kan bidrage med at ”spille” dig endnu bedre som leder. Det er dem, du skal bruge din tid sammen med.
- Uddelegér alle opgaver, som ikke kalder på ledelse og som kan løses af f.eks. dine medarbejdere ved at udvikle deres kompetencer. Det er vigtigt hele tiden at huske på, at dine medarbejdere kan have ressourcerne, lysten og evnerne til at løse opgaverne. Det giver en win-win-situation: Ved at frigive tid til ledelse, frigør du samtidig dine medarbejderes fulde potentiale.
- Lav en aftale med din chef, og gennemgå dine nye prioriteringer og bliv sammen enige om, hvad der er need-to og nice-to. Du behøver måske ikke at sidde med til alle møderne, deltage i samtlige styregrupper eller bidrage til alle tværgående projekter, og du kan med lidt skarpere prioritering lykkes med at frigøre mere tid til dit ledelsesområde.
- Sig fra over for alle de tidsrøvere, som du møder på din vej. Det gælder både de ikke væsentlige opgaver og møder, som andre måske forsøger at trække ned over hovedet på dig men også til de tidsrøvere, som du selv er med til at skabe. Dine tidsrøvere bliver ofte også tidsrøvere for dine medarbejdere: Det kunne jo godt være, at I ikke behøver at bruge tid på så megen kontrol, skemaer, tavlemøder og andre tiltag med mindre de bidrager væsentligt til effektiviteten og løsningen af kerneopgaverne.
- Sæt udviklingsprojekterne på pause: Sortér benhårdt mellem de nødvendige projekter, som bidrager til udviklingen af kerneopgaven og alle de projekter, som enten ingen kan huske, hvorfor blev sat i søen eller som simpelthen ikke giver mening. Du vil blive overrasket over, hvor lettede dine medarbejdere bliver, når I kun skal bruge tid på projekter, som er vigtige og relevante.
Øver du dig i at prioritere benhårdt – hver dag – vil du opleve følelsen af at sidde i førersædet som leder, og du signalerer til dine omgivelser, at du har styr på tingene under de givne ledelsesrammer. Lige så vil dine medarbejdere anerkende dig for at være nærværende, synlig og tilgængelig.
Artikelserien om Langtidsholdbar Ledelse:
- Hovedartikel om Langtidsholdbar Ledelse: Succesfulde ledere lader sig ikke friste af nemme løsninger (trykt i Offentlig Ledelse, dec. 2019)
- Long-Term Leadership (hovedartikel på engelsk)
- Ledelsespyramidens trin 1: Langtidsholdbare ledere forstår betydningen af benhård prioritering (publiceret i Væksthus for Ledelse 2020)
- Trin 2: Sådan fremtidssikrer du din ledelse og gør den langtidsholbar (publiceret i Væksthus for Ledelse 2020)
- Trin 3: Den modige langtidsholdbar leder står ved sin ledelsesmagt
- Trin 4: Er dine ledelsesværdier til salg?
- Trin 5: Den visionære leder får alle med på drømmerejsen